Hvordan bliver vi bedre til at dø?
Tankevækkende konference om vores forhold til døden
Kan vi blive bedre til at dø?
Onsdag d. 14. december 2022 deltog jeg i en meget interessant konference på SDU ”Hvordan bliver vi bedre til at dø”
med undertitlen : er der behov for efteruddannelse blandt sundhedspersonalet i Danmark.
Der var oplæg fra flere forskellige faggrupper for at belyse tanken fra flere vinkler. Dog manglede sygeplejerskernes synspunkt blandt oplægsholderne, men bestemt ikke blandt tilhørerne, som den ene arrangør også undskyldende konstaterede ved afslutningen.
Jeg var ikke den eneste bedemand blandt tilhørerne.
Som bedemand kommer man tæt på familier, der har mistet og haft døden tæt inde på livet.
Vi hører deres historie og vi kommer rundt på plejehjem, hospice og sygehuse og oplever den forskel, der desværre er på håndtering af og mødet med den dødende og de pårørende.
Det er bare så vigtigt at sikre en værdig afsked med livet.
Der er ingen drejebog for, hvad en værdig død er. Det er forskelligt fra menneske til menneske.
Men vi kan alle blive bedre til at tage snakken med vores kære og selv blive bedre til at få udtrykt, hvordan vi gerne vil møde afslutningen på vores liv.
Besidder læger ikke evnen til at tage samtalen om døden?
Far, forfatter til bogen ”Min usynlige søn”, foredragsholder og radiovært Esben Kjær lagde ud med sin fortælling om at miste sin søn og oplevelserne af svigt fra sundhedssystemet i det forløb. Især gik han hårdt til (over)lægerne på Rigshospitalet for manglende indføling og vejledning. ”Gå ud og find et mirakel” var beskeden om sønnens overlevelses chancer!!
Han efterlyste empati fra lægerne, evnen til at gå ind i rummet af magtesløshed og være til stede der sammen med de pårørende.
Esben talte også om sin fortrydelse over den sidste måned med sønnen at have slæbt ham til behandlinger i udlandet i stedet for at give slip og bruge den sidste tid på blot at være og få sagt ordentligt farvel.
Men hvordan giver man slip på sit barn til døden ?
Den vigtige samtale om døden
Ove Gaardbo, Landsforeningen Liv&død fortalte om deres arbejde med at bedre kontakten til patienter og pårørende ved at inddrage personale på tværs af sundhedssektoren og kommunerne.
Det tager ikke ret mange minutter af de ansattes tid at være mere nærværende og tage den gode snak om døden og den værdige afsked.
Læs her om vigtigheden af samtalen om døden
Døden skal vi tale om, når den er langt væk.
Når den er tæt på, bør vi tale om livet . ( Luther)
Formand for lægeforeningen Camilla Rathcke talte om lægeløftet.
Der står bla. :
”anvende flid og omhu til mine medmenneskers gavn” og
” yde samvittighedsfuld omsorg”
Hun var ikke bleg for at erkende, at nogle læger godt kunne blive for akademiske og opslugt af medicinske tankegange og miste nærværet og den empatiske vinkel i deres kontakt med patienter og pårørende.
Men hvor ligger ansvaret og hvad kan der gøres for at bedre kontakten?
Hvem har ansvar for at døden bliver værdig
Forfatter til kronikken ”Må vi ikke dø mere?” læge Morten Ziebell talte om den værdige død. Hvem sætter normen for den?
Berøringsangste læger overbehandler og indgyder den døende patient og dennes pårørende falske håb og urealistiske forventninger. Nogle gange foranlediget af patienten selv fordi denne ønsker at holde fast i håbet om helbredelse, eller af de pårørende, som ikke er parate til at give slip.
Men er det ikke lægens ansvar her at vejlede dem i, hvordan den sidste tid bedst kan tilbringes, så de får taget afsked ?
Tage den svære samtale og forberede dem på, at der ikke er mere behandling at give. Tage den beslutningsbyrde fra deres skuldre.
Tro på et efterliv kvalificerer både døden og livet
Professor i åndelig omsorg, teolog Niels Chr. Hvidt talte om åndelig smerte og eksistentiel ensomhed.
Danmark er et af verdens mindst religiøse samfund eller i hvert fald et land uden tro på en Gud. Vi er så lidt religiøse at den amerikanske sociologiprofessor Phil Zuckermann har skrevet en bog om os.
Læs om hans oplevelser her
Vi tror, men vil ikke kaldes religiøse. Tro og religion er det næststørste tabu herhjemme, med døden på tredjepladsen.
Vores store behov for kontrol udelukker troen på en Gud.
Men der er ingen ateister ombord på et styrtende fly……….
Kan vi finde trøst til at møde døden?
Der var et meget tankevækkende oplæg fra filosof Søren Harnow Klausen som beskrev Thanatologi :
læren om døden og følgerne heraf, medicinske såvel som psykologiske og sociale.
Mennesker kan finde trøst i filosofien til at håndtere dødsangst og dødsglemsel.
Læs om trøst og sorggrupper her
Han kom også ind på, hvem der sætter normen for en værdig død og dermed et værdigt liv.
”Livet er ikke i sig selv altid et gode, derfor er døden ikke altid kun et onde”
Hvad er dødens modsætning? Er det fødslen eller er det livet ?
Hvor meget må det koste at dø?
Der var et spændende oplæg fra den sundhedsøkonomiske vinkel af Kjeld Møller Petersen
Hvor meget må det koste at dø ?
Overbehandler danske læger for meget? Hvor er grænsen ?
Han talte om QALY : kvalitetsjusterede leveår
Skal vi føje år til livet eller liv til årene ?
Måske et godt spørgsmål som grundlag for samtalen om døden…..
Kan vi blive bedre til at dø?
Konferencen sluttede med en paneldiskussion med overskriften :
Er der brug for en efter- eller videreuddannelse i dødsvidenskab ?
Panelet bestod af biskop Tine Lindhardt, Læge Morten Ziebell, sundhedsøkonom Kjeld Møller Petersen og læge Ove Gaardbo og blev styret af journalist Esben Kjær.
Der var bred enighed om, at der er stort behov for forbedringer af vejledningen til døende patienter og en aftabusering af døden i sundhedsvæsenet konkret og samfundet som helhed.
Der er behov for, at vi alle bliver bedre til at tale om døden og hvordan vi gerne vil herfra.
Der var ønsker om, at emnet vægtes højere i uddannelserne af sundhedspersonale. Især på lægesudiet er der meget mangelfuld læring om patient- og pårørende kontakt generelt og ingen om nærvær, empati og snak om døden.
Der var bred enighed om, at der er behov for et kompetenceløft.
Det vil bedst kunne skabes ved tværfagligt samarbejde og sparring på området så både læger, filosoffer, præster, økonomer, plejepersonale, patienter og pårørende inddrages.
Denne konference var blot en begyndelse. Et vigtigt tiltag, som startede med en idé om en minikonference for et begrænset antal deltagere i et lokale i Winsløwparken, men grundet overvældende tilslutning endte med at blive afholdt i SDUs største auditorium med 430 deltagere fra hele landet.
Et fantastisk initiativ og en vellykket afvikling med løfte om flere konferencer rundt om i landet. Fremover med oplæg fra sygeplejersker også.
