Uddannet som bedemand fra Tommerup Begravelsesforretning

Min baggrund og motivation for at starte Sidste Færd Begravelsesforretning

Jeg er født i 1966 og opvokset i Bellinge.
Min arbejdsmæssige erfaring spænder bredt indenfor sundhedssektoren med både administration, pleje og formidling.
Det førte mig frem til at prøve bedemandsfaget af og i januar 2020 var jeg så heldig at blive ansat hos bedemand Jeanette Schärfe i Tommerup Begravelsesforretning.
Jeg følte mig med det samme tryg og tilpas som bedemand. Det er det mest givende men også ansvarsfulde arbejde jeg har haft.
Jeg blev uddannet bedemand under Brancheforeningen Danske Bedemænd i efteråret 2020.
Jeanette Schärfe valgte at gå på velfortjent pension og sælge Tommerup Begravelsesforretning i april 2021 og da begyndte jeg at overveje at starte for mig selv.
I marts 2022 etablerede jeg så Sidste Færd Begravelsesforretning.

Bedemand Joan uddannet fra Tommerup Begravelsesforretning
Vase med buket af vilde blomster og stearinlys i vindueskarm

Nærværende og personlig bedemand

Kimen til at blive bedemand blev lagt i mig tilbage i 1994, da min mor døde. Der var nok andre normer for bedemandsgerningen dengang og en stereotyp, som heldigvis er blødt noget op i dag. Men jeg stod i hvert fald tilbage med følelsen af ikke at blive lyttet til og sådan må det bare ikke være. 
En begravelse er de pårørendes sidste personlige afsked med deres kære og skal blive et værdsat og meningsfuldt minde.

Min mor døde i sit hjem i Bellinge og jeg var med til at gøre hende i stand. Det var en rigtig god oplevelse til gengæld.
Jeg husker en fantastisk kompetent og omsorgsfuld sygeplejerske.
Hun inkluderede mig i forløbet og forstod og respekterede mit behov for at være en del af det. Jeg mindes stadig hendes bemærkning om at have åbnet vinduet, så mors sjæl kunne flyve ud.

Det er samme opmærksomhed og nærvær jeg som bedemand stræber efter at give dig som pårørende.
En omsorgsfuld faglighed der gerne skulle give dig ro og tryghed gennem hele forløbet omkring dødsfaldet og begravelsen.