Hvornår skal man kontakte bedemanden ?

Kontakt gerne bedemanden snarest efter dødsfaldet er indtruffet. Også aften og weekend.
Det betyder ikke, at vi behøver at mødes med det samme, men det er rart at få lavet en aftale. Det vil også give jer som pårørende en ro og tryghed.

Sker dødsfaldet i eget hjem skal I ligeledes kontakte en læge for udfærdigelse af dødsattest. Først når den foreligger må jeg som bedemand lægge afdøde i kiste.

Det er helt op til jer, hvornår vi skal sætte os sammen og få tilrettelagt højtideligheden.
Mange synes, det er rart at få aftalerne på plads omkring valg af højtidelighed, tid og sted samt kiste, evt. urne og blomster mens vi venter på lægen. Så vil vi også få planlagt forløbet omkring ilægning af afdøde i kisten og ønsker omkring den sidste afsked med afdødes hjem.

Andre ønsker at vente med samtalen til afdøde er lagt i kiste. Det kan være, at der er familiemedlemmer langs vej fra, som skal deltage. Der kan også være behov for hvile, hvilket er fuldt forståeligt og helt i orden.
Samtidig giver det også mulighed for nærmeste pårørende at få en sidste stille og rolig tid med afdøde.
Så aftaler vi blot over telefonen, hvilken kiste der ønskes og hvordan kisteilægningen skal foregå, så jeg kan forberede det, inden jeg kommer til jer.

Udsyngning

Ofte holder vi en udsyngning når afdøde er lagt i kiste i eget hjem. Det er en fin lille ceremoniel sidste afsked at give afdøde fra sit hjem.
Det kan være afspilning af musik, vi kan synge en sang eller salme og måske beder vi fadervor. Det kan arrangeres helt efter jeres ønsker og kan også sagtens undlades. 

Lad gerne børn se den afdøde

Hvis der er børn i den nærmeste familie må de meget gerne deltage så meget som muligt i hele forløbet omkring at få lagt afdøde i kiste og kørt væk.
Børn har en naturlig nysgerrighed og stiller nogle dejligt ligefremme spørgsmål, som jeg meget gerne svarer på.
At få lov til at være omkring afdøde og opleve, hvad der rent faktisk foregår, er med til at afmystificere døden for barnet og det er min erfaring, at det hjælper dem i sorgen også. De får taget afsked med det kære familiemedlem sammen med resten af familien og ser, hvordan afdøde ligger trygt og godt i kisten.
Måske har de lavet nogle tegninger eller perleplader, som de gerne vil give afdøde med.

Læs her hvad Kræftens bekæmpelse skriver om at lade børn se den døde.

fem stearinlys hvor et er brændt ud
tegning af familie omkring en afdød
Fra bogen "Frederikke og hendes forglemmigej" skrevet af bedemand Bodil Sund